I dette første blogindlæg vil jeg fortælle lidt om hvem jeg er, og mine tanker bag at starte bloggen dadlife.dk. Jeg håber du har lyst til at læse med.
Hvem står bag Dadlife.dk
Jeg hedder Nicolai Teglskov Pedersen, er årgang 1986 og bor i Svenstrup ved Aalborg sammen med min hustru Michelle og vores to børn Lucas (2014) og Emilie (2015).
Til dagligt arbejder jeg som online marketingkonsulent i mit eget firma, NicolaiTeglskov.dk. Derudover har jeg et “hobbyjob” som Ambulancebehandler ved Falck, og så har jeg en rådighedskontrakt med Forsvaret i det som hedder ICATT (Intensive Care Air Transportation Team), hvor vi mødes et par gange om året.
Jeg kommer til at fortælle mere om mig selv i kommende indlæg.
Tankerne bag Dadlife.dk
Jeg har altid været fascineret af at høre om andre menneskers erfaringer, tips & tricks. I de 11 år jeg har kørt ambulance, har jeg hørt nogle utroligt interessante historier fra meget forskellige mennesker.
Nu synes jeg det er min tur til at bidrage med nogle erfaringer, tips & tricks, som andre forhåbentligt kan få glæde af. Der hvor jeg føler, at jeg kan bidrage med noget er indenfor outdoor og aktiviteter med børn – deraf navnet “Dadlife.dk”.
Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg har startet bloggen for andres skyld. Jeg har startet den for min egen skyld – præcis ligesom jeg kører ambulance for min egen skyld – ikke for at gøre en forskel for andre (det er blot en bonus i mine øjne).
Jeg betragter bloggen som min egen “digitale legeplads”, hvor jeg kan teste ting af. Det kan f.eks. være en ny teknologi indenfor webprogrammering, eller at jeg vil lave en guide til en vandretur med børn.
Jeg har også tænkt mig at lave reklame for de produkter og ydelser, som jeg selv anvender. Men jeg vil gøre meget tydelig opmærksom på det. Jeg er selv så træt af, at se website efter website med tyndt indhold om f.eks. “bedste robotplæneklipper”, hvor det er tydeligt at der er tale om et affiliate website, hvor personen bag aldrig har haft en af de omtalte robotplæneklippere i hånden.
Opsummering
Du kan se frem til:
- at høre mere om mig og min familie
- mine tips & tricks til outdoor (det er en bred kategori)
- mine tips & tricks til livet som far (det er også en bred kategori)
- lidt reklame når det giver mening (markeret tydeligt, så du ved hvornår)
Jeg ser frem til:
- at kunne “boltre” mig her på bloggen og teste ting af
- at inspirere gennem mine tips & tricks
- at have en god og åben dialog i kommentarsporet (jeg lover at svare på alle kommentarer)
Du er selvfølgelig meget velkommen til at dele mine indlæg med venner og bekendte.
Tak fordi du læste med.